Psykolog: Hvordan kan vi få os selv til at råbe ad bibliotekaren eller socialrådgiveren?

Der er sket en "mcdonaldisering" af samfundet. Vi ser os selv som forbrugere frem for borgere og mener, at bibliotekarer, socialrådgivere og tandlæger skal servicere os som kunder, skriver psykolog

I sidste uge var jeg vidne til en situation på mit lokale bibliotek. En situation, som jeg sidenhen har haft svært ved at slippe. Ved en af skrankerne hævede en mand pludselig stemmen og begyndte at kalde bibliotekaren ”idiot” og det, der var værre. Han var tydeligvis utilfreds over en bøde, ville han have bibliotekaren (og os andre) til at forstå.

Bibliotekaren håndterede situationen bedre, end jeg selv ville have gjort. Hun forsøgte på bedste vis at tale den frustrerede låner til fornuft, indtil hun tydeligvis opgav. Kort efter overtog hendes kollega ekspeditionen, mens hun forlod skranken – vist nok med en tåre i øjenkrogen.

Situationen var, hvad den var. Desværre ved jeg som fagperson, at en sådan situation desværre ikke er en enlig svale. Episoder som denne er virkeligheden for mange offentligt ansatte. Socialrådgivere, sosu-assistenter og telefondamer gøres således nærmest på daglig basis til genstand for noget, de sjældent har skyld i. De bliver mødt med tilsvininger, nedgørende kommentarer og hån af anden art. Også det er, hvad det er.

Det skøre er imidlertid, at vi som samfund tilsyneladende stiltiende accepterer dette – for sådan ser det altså ud fra min stol. Det er en trist udvikling. En udvikling, som jeg i øvrigt ikke synes er o.k. For det må aldrig blive i orden at hævde sig på andres bekostning. Vi burde være bedre end det. Skal situationer som denne forsøges forebygget, skal vi i første omgang starte med at forstå, hvorfor de overhovedet opstår.

En mulig forklaring på sådanne mellemmenneskelige uvaner kan findes hos gode gamle Freud. Sigmund Freud ville således have os til at forstå, at vi som mennesker fra tid til anden står i situationer, der vækker angst – og at vi som art har meget at være bange for.

Tænk bare på den eskalerende klimakrise og den ustabile situation i både Mellemøsten og Ukraine. På trods af det går de færreste af os rundt og er bange hele tiden. Hvordan kan det være? For Freud handlede dette om forsvarsmekanismer. For Freud mente, at når vi som mennesker oplever angst, vil mange af os ubevidst aktivere vores forsvar.

Disse forsvar er nemlig med til at nedregulere selvsamme angst, således at vi ikke behøver at være bange længere. I grunden smart, skulle man tro. At aktivere egne forsvar kommer dog med en pris. For aktiveres vores forsvar, er dette samtidig med til at forvrænge vores opfattelse af de situationer, vi står i.

Pointen er således, at i en sådan forvrænget virkelighed bliver det pludselig i orden at gøre noget, som vi inderst inde godt ved er forkert. Det bliver i orden at overfuse og nedgøre medarbejdere, hvis eneste forbrydelse er, at de forsøger at løse deres arbejdsopgaver inden for de rammer, der er dem givet. Også det er, hvad det er, men samtidig afføder det spørgsmålet: Hvad kan vi gøre ved det?

Også her kommer Freud os til undsætning. For Freud var løsningen på sådanne problemer udviklingen af en øget bevidsthed – dette ud fra tanken om, at når vi bliver bevidste om vores indre, ubevidste kræfter, får vi også mulighed for at løsrive os fra dem. Øget bevidsthed bliver derfor forudsætningen for at kunne at behandle andre, som vi selv ønsker at blive behandlet, hvad end det er ved skranken, på baren eller i trafikken. Men tag jer i agt! For udvikling af øget bevidsthed kommer med en pris – bogstavlig talt. For Freud kunne dette nemlig kun opnås gennem mindst 10 års terapi, og det har de færreste af os hverken råd til eller tid til at vente på.

Heldigvis er Freud ikke den eneste, der har noget at sige om denne sag. Tager man i stedet udgangspunkt i den amerikanske sociolog George Ritzer, vil han have os til at forstå, at episoder som denne også er udtryk for noget i tidsånden.

Ritzer argumenterer således for, at vores samfund gennem det seneste årti har gennemgået en "mcdonaldisering" – et begreb, der dækker over, hvordan fastfoodrestaurantens principper på forskellige måder har vundet indpas i vores samfund, uden at vi som udgangspunkt har forholdt os hertil.

Overordnet set mener Ritzer, at vi i stadig højere grad forstår os selv som forbrugere frem for borgere. Et ændring, der for ham kan bruges til at forklare mange af de udfordringer, vi som samfund kæmper med i dag. For som forbrugere er vi blevet vænnet til, at alle vores behov kan og skal dækkes – ikke af os selv, men af andre. Og det er, uanset om vi opholder os på en restaurant, et bibliotek eller på et plejehjem. Det er lige fedt.

Samtidig er vi også blevet vænnet til, at kunden altid har ret – uanset om problemet er, at burgeren er for kold, at socialrådgiveren ikke har ringet tilbage, eller tandlægen ikke har tid, når vi har tid. Ritzers teori kan der siges meget om. Her skal dog fremhæves, at det at købe en burger aldrig må sidestilles med at låne en bog. For at købe en burger er en transaktion mellem en kunde og en butik, mens det at låne en bog er en transaktion mellem en borger og et samfund.

Sidstnævnte adskiller sig ved at tage udgangspunkt i den samfundskontrakt, vi som borgere på daglig basis indgår med hinanden. En samfundskontrakt, som mange mener er under opløsning. Hvis det er tilfældet, mener jeg, at vi alle sammen bærer et ansvar herfor. For en del af vores samfundskontrakt er for mig at se, at vi er forpligtet til at behandle hinanden ordentligt – uanset hvem vi er, og hvordan vi står i relation til hinanden.

Det er vel i grunden med vores frustrationer, som det er med koranafbrændinger. Selvom vi lever i et land, hvor det at sige vores frustrationer højt og brænde koraner af – i hvert fald indtil regeringens forslag om at forbyde utilbørlig behandling af genstande med religiøs betydning måtte træde i kraft – er vores ret, er det ikke nødvendigvis ensbetydende med, at vi skal påkalde os og gøre brug af denne ret. For alle handlinger forpligter, ligesom de har konsekvenser. Både for os selv, for andre og for fællesskabet. 

Min pointe er, at selvom det er forførende at svine (u)skyldige kassedamer, socialrådgivere og bibliotekarer til som en måde at håndtere vores egne problemer på, skal vi turde at afstå herfra. At være primitiv hjælper ingen. Det samme gælder sådan set manges selverklærede ret til at forblive (frustrerede) forbrugere frem for borgere. I begge tilfælde er det at reducere tingene til noget, de ikke kun er.

I stedet skal vi turde at gribe i egen barm, for vi er alle sammen både en del af problemet og en del af løsningen. Jeg slår hermed gerne et slag for, at vi som art skal være bedre til at udvise selvkontrol og evne at udskyde egne behov – også i pressede situationer.

Men ikke blot det. Vi skal også lære at rumme det svære i os selv og med os selv – og det er vel i grunden det sværeste, særligt i denne tid. Skal dette lykkes, kan vi alle med fordel acceptere, at ressourcerne og rammerne ikke er, hvad de har været. Vi er alle fanger i knaphedens psykologi.

Siger jeg hermed, at vi skal lide i stilhed? Nej! Jeg opfordrer i stedet alle til at vende deres frustrationer de rette steder hen. Det gavner nemlig ingen, at vi bare brokker os. Det bliver let regning uden vært – og det skal og må stoppe nu.

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.